Støtte til foreninger, organisationer m.fl.
Julekollekten uddeles bl.a. som tilskud til aktiviteter for udsatte børn og unge fx i form af aktiviteter for børn og unge i væresteder, samtalegrupper, telefonrådgivning, arrangementer for børn på krisecentre, sommerskole eller sommerferieaktiviteter for børn, der ikke kan komme på sommerferie o.lign.
Der gives økonomisk støtte i form af et mindre beløb.
Ansøgningskrav
For at ansøge om økonomisk støtte skal vores obligatoriske ansøgningsskema udfyldes.
Børnesagens Fællesråd giver tilskud til aktiviteter for vanskeligt stillede børn og unge i helhold til følgende kriterier:
-
Ansøgningen skal have et socialt sigte - dvs. at de ansøgte midler skal rettes mod børn og unge, der befinder sig i en social risikoposition.
-
Ansøgningen vedrører primært danske børn/unge.
-
Ansøgningen vedrører aktiviteter, oplevelser og forebyggende tiltag for udsatte børn og unge.
- Aktiviteten skal henvende sig til en gruppe af børn og unge og kan kun undtagelsesvis rette sig mod enkeltindivider.
Vi gør opmærksom på, at Børnesagens Fællesråd ikke støtter følgende:
-
Løn, drift eller invisteringer.
-
Lejrskole eller ferierejser for anbragte børn og unge på institutioner.
-
Udgifter til rejser, ophold og aktiviteter i udlandet.
-
Aktiviteter, der er sat i gang inden Børnesagens Fællesråd modtager ansøgningen.
Ansøgningsfrister
Ansøgningen skal hvert år indsendes til følgende datoer: 15. april eller 1. november. For at behandle jeres ansøgning om foreningsaktiviteter skal Børnesagens Fællesråd modtage ansøgningen rettidigt. Der kan forventes svar omkring en måned efter indleveringsfrist.
Hvis Børnesagens Fællesråd har bevilget penge til jeres foreningsaktivitet, fremsendes et rapportskema til brug for rapportering og udbetaling af bevillingen.
Ansøgningen sendes til bf@boernesagen.dk eller
Børnesagens Fællesråd
Emdrupvej 115A, 5. etage
2400 København NV
Eksempler på anvendelsen af midler fra Børnesagens Fællesråd:
FBU Forældrelandsforeningen fik økonomisk støtte til en Tivolitur i julen for forældre og deres anbragte børn. I alt deltog 38 voksne og 36 børn/unge: "Det betyder utrolig meget for forældre til anbragte børn, at de har mulighed for at give deres børn nogle gode oplevelser".
Med midler fra Julekollekten afholdte Randers Krisecenter forskellige aktiviteter for børnene i julen. Der var bl.a juletræsfest med pakkeleg, slik og bagning, og børnene var med til at pynte træet. "Gode oplevelser, der er med til at forsøde en ellers barske hverdag".
Københavns Fængsler modtog i påsken 2011 midler til udsmykning, påskeæg og brætspil til børn af indsatte: "Det har betydet for de pårørende, og især deres børn, at besøgene i påsken har været anderledes, end de plejer".
Børnesagens Fællesråd gav midler til Støtteforeningen til Feriedrenge ved Bornholms Værn, så udsatte drenge fik mulighed for at komme på kaserneophold i sommeren: "en ferieoplevelse som ellers ville være utænkelig for dem grundet forældrenes økonomiske situation".
Foreningen Singlemom modtog støtte til årets sommerlejr for eneforsørgere og deres børn: "Vi har givet vores deltagere nogle helt særlige oplevelser med hjem, oplevelser der ofte ikke er råd eller overskud til ellers. Vi har skabt rammerne for en tryg ferie, hvor man ikke er alene".