Statsminister Mette Frederiksen har netop udskrevet valg til folketinget. Hun er indstillet på at fortsætte som statsminister og danne en ny regering, der skal levere ”flere retfærdige svar på tidens uretfærdigheder”. Det er sød musik i vores ører. For mens vi diskuterer fremtidens reformer for bedre skolegang og mere trivsel, betaler nutidens børn og unge prisen. Det er på trods af, at vi allerede har løsninger, der gør en reel forskel.
Uligheden vokser. Mistrivslen stiger. Og vi har stadigvæk ikke gjort nok. I dag er det stadig i høj grad dine forældres baggrund, der afgør dine fremtidsmuligheder.
Allersortest ser det ud for børn og unge, som vokser op i udsatte positioner. De har for lave odds til at lykkes i skolen og senere i livet modsat deres klassekammerater. Det er en sandhed, som tal, analyser og grafer gang på gang dokumenterer.
Det er en trist virkelighed, der har store konsekvenser, og derfor er det stadig nødvendigt, at vi insisterer på at stoppe den negative udvikling og ikke mindst arbejder med at finde roden til den udvikling.
Måske er Mette Frederiksens og Socialdemokratiets nye ’lilleskole-model’ med små klasser, mere fleksibilitet og flere uddannede lærere et bud. Vi har ikke det endelige svar her. Dog har vi en forventning om, at vi det mindste bliver ved med at gøre mere af det, som vi rent faktisk ved, kan hjælpe vores børn og unge til en lysere fremtid.
KL’s analysemagasin Momentum har for nyligt offentliggjort nye tal, der tegner et bekymrende billede af vores børn og unge. Tallene viser blandt andet, at der er sket en stigning i underretninger, flere børn og unge modtager specialundervisning i folkeskolen, flere bliver diagnosticeret med psykiatriske diagnoser og adfærdsmæssige forstyrrelser og flere unge ender i fleksjob eller på førtidspension.
Helt konkret viser beregningerne fra Momentum, at 7,2 % af landets folkeskoleelever i 2023/2024 modtog segregeret specialundervisning. I 2018/2019 udgjorde andelen kun 5,3 %. Momentum skriver også, at 3 % af de 25-29-årige i 2025 var visiteret til fleksjob eller på førtidspension. Det er en stigning fra 1,9 % i 2019.
Tallene er ikke enkeltstående udsving. Det er en systemisk udvikling. Og den udvikling har en pris både menneskeligt og økonomisk. Alligevel diskuterer vi strukturændringer og fremtidige reformer, der først får effekt om flere år. Og imens vokser en generation op, som ikke kan vente på, at vi finder den perfekte model.
Derfor appellerer vi kraftigt til vores politikere om at gøre noget nu og her. For sandheden er, at vi allerede har indsatser, der virker.
Vi ved fra forskning, at positive fællesskaber og betydningsfulde voksenrelationer, der støtter op om skole og uddannelse er afgørende for at skabe sig et godt og selvforsørgende liv. I den sammenhæng spiller civilsamfundet en væsentlig rolle. Ude i det ganske land, er der frivillige, der støtter op om fritidsaktiviteter, lektielæsning og positive fællesskaber.
VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – udgav for nylig en ny vidensindsamling om, hvad der styrker skolegangen for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Rapporten identificerer seks afgørende faktorer: positive forventninger, kontinuitet og stabilitet, ressourcer i skole og hjem, gode relationer og støtte, skolekultur samt skoleengagement.
VIVE peger derudover på fem specifikke indsatser, der har dokumenteret effekt for anbragte børns skolegang. Udover mentorprogrammer og bogpakker fremhæver rapporten Lær for Livets helhedsorienterede tilgang, hvor børnene bliver styrket både fagligt, personligt og socialt gennem såkaldte “Lærings Camps”, en frivillig mentor samt brobygning til skole og hjem.
Effekten er klokkeklar. Deltagerne får højere karakterer, bedre trivsel, større selvtillid og kommer videre i ungdomsuddannelse. Indsatsen sker ligesom mange andre civilsamfundsindsatser i et stærkt partnerskab med kommuner og fonde.
Det er indsatser, vi ved virker. Ikke blot på papiret, men i virkeligheden. Derfor er spørgsmålet ikke, om vi skal vente på den næste reform eller vente på, at finde roden til det, der gør, at vores børn og unge har det svært. Spørgsmålet er, hvorfor vi ikke allerede har opskaleret de løsninger, der dokumenteret allerede gør en forskel for nogle af de børn og unge i Danmark, som har mest brug for det.
Når data igen og igen viser, at flere mistrives, har langvarigt skolefravær og i højere grad ender udenfor job og uddannelse, så skal vi i endnu højere grad gøre mere af det, der modvirker de tal – og vi skal gøre det nu. Et forslag, der træder i kraft om 2-3 år er ikke nok.
Hvis statsministeren vil gøre op med nutidens uretfærdigheder og skabe reelt lige muligheder, skal vi starte i grundskolen, hvor vi med ekstra støtte kan kompensere for den chanceulighed, som udsatte børn oplever. Lad os som samfund investere massivt i de supplerende indsatser, der kombinerer stabilitet, relationer og støtte til læring, og som kan implementeres nu.
Det er ikke en udgift. Det er en investering i et mere inkluderende og stærkt uddannelsessystem, hvor ingen børn og unge efterlades uden støtte, og hvor alle børn og unge får mulighed for at lykkes i livet. Og så er det en test af, om vi tør handle på den viden, vi allerede har.
Tilgå indlægget på Avisen Danmark her:
