Vi anerkender intentioner i den nye socialrådgiveruddannelse, men der er brug for at sikre et solidt juridisk fundament at stå på for de studerende, skriver medlemmerne af uddannelsens censorledelse.
Man behøver ikke være fagperson for at have hæftet sig ved de gentagne og massive udfordringer, der eksisterer på socialområdet med at overholde lovgivningen. For sagerne har været mange – og ikke kun de seneste få år, men gennem årtier. Behovet for at kvalificere praksis gennem både bedre rammevilkår rundt om i forvaltningerne og gennem styrket faglighed på uddannelserne er derfor stort.
Socialrådgiveruddannelsen har en oplagt mulighed for nu at blive et væsentligt bidrag til løsningen og medvirke til at sikre retssikkerheden på det sociale område. Men desværre er vi bekymrede for, det modsatte kommer til at ske.
Med indlægget her ønsker vi at stille skarpt på, hvad de grundlæggende udfordringer er, hvilket skal læses i forlængelse af vores tidligere indlæg om den nye socialrådgiveruddannelse – og som en reaktion på indlægget fra en række aktører om misforstået kritik af ny socialrådgiveruddannelse.
Det er vigtigt for os at understrege, at vi med vores kritik ikke afviser ambitionerne bag den nye uddannelse. Tværtimod – som også understreget i blandt andet Karnovs juridiske nyhedspodcast K-News – anerkender vi intentionerne med en stærkere integration mellem jura, socialfaglighed og øvrige fagområder på uddannelsen.
Ambitionen er både relevant og nødvendig. Socialt arbejde udfolder sig i komplekse virkeligheder, hvor jura, socialfaglighed, psykologi og samfundsforståelse ikke kan stå isoleret. Derfor giver det god mening at styrke den tværgående kobling og arbejde mere helhedsorienteret i både undervisning og praksis – helt i tråd med pointerne fremhævet af uddannelseslederne med flere.
Fundament skal på plads
Men – og det er afgørende – vores bekymring handler ikke om, hvorvidt faglighederne integreres. Den handler om, hvilket fundament de studerende står på, når de skal integrere dem. For ligesom man ikke kan bygge et hus uden først at lægge et solidt fundament, kan man heller ikke jonglere med integrerende tværfaglighed i undervisningen, før de grundlæggende færdigheder er på plads.
Juraen og forståelsen af retlig regulering sætter rammen om det socialfaglige skøn, som socialrådgivere skal udføre i deres daglige praksis – både som myndighedsperson i en forvaltning og som rådgiver i en civilsamfunds- eller privat organisation. Den definerer så at sige spillepladen for arbejdet og borgernes rettigheder. Den afgør, hvad der er gyldigt, og hvad der ikke er.
Derfor er det heller ikke enten-eller, men både-og. Vi skal både styrke den tværfaglige integration – og inden da sikre, at de studerende har et solidt juridisk fundament at stå på.
Hvad er så problemet?
Den nye socialrådgiveruddannelse, som tager imod de første studerende til sommer, er designet til at styrke de socialrådgiverstuderendes samlede faglighed. Den nye uddannelse integrerer jura, samfundsfag, psykologi og socialt arbejde og skal samtidig give mere plads til at øve den praksis, som de studerende skal ud at udføre.
Målet er at uddanne socialrådgivere med stærk faglig dømmekraft og evnen til at træffe og forklare svære afgørelser under hensyn til både gældende lov og det enkelte individs behov. Det er en svær balancekunst, som kræver både stor øvelse og grundlæggende viden om forudsætningerne for at kunne udøve kunstarten.
At den nye uddannelse reducerer undervisningen i de enkelte fag for i stedet at blande dem i én samlet klump, kan derfor medføre en betydelig svækkelse af juraens rolle i uddannelsen.
Dertil kommer eksaminerne som grundlag for at vurdere, hvad de studerende reelt kan, og hvilket produkt man som aftagerfelt og arbejdsgiver reelt ansætter. Når de bliver mere tværfaglige, medfører det, at det bliver sværere at vurdere konkrete kompetencer hos den studerende, inklusiv kvaliteten af de juridiske kompetencer.
»Hvorfor er det problematisk«, fristes mange måske så til at spørge? Det er problematisk, fordi det i sidste ende ikke giver mulighed for at afprøve, om den enkelte studerende har den nødvendige juridiske indsigt til som socialrådgiver at kunne varetage sagsbehandlingen af svære sociale sager, for eksempel sager om at fjerne børn fra deres forældre i en kommune. Ønsker vi vitterligt det?
Vi forpasser en stor chance
Set fra vores stol, de mange hundrede censorer vi repræsenterer, og de mange aftagere i feltet – alt fra praktikere til højtstående juridiske eksperter – som har ytret opbakning på sociale medier og i løbende interviews om feltets udfordringer, synes de mange negative undersøgelser af afgørelsessager i kommunerne at understrege behovet for at styrke det grundlæggende juridiske fundament i uddannelsen. Ikke det modsatte.
Senest har Rigsrevisionen for ganske nylig undersøgt kommunernes behandling af anbringelsessager, og Statsrevisorerne påtaler skarpt, at kommunernes behandling i 69 pct. af sagerne ikke overholder ét eller flere af lovkravene til sagsbehandlingen. Det er yderst bekymrende. Særligt fordi kritikken har været vedvarende gennem mange år.
Ankestyrelsens børnesagsbarometer, der afdækker kvaliteten i kommunernes sagsbehandling, har også gennem en årrække vist, at der er alvorlige problemer med kommunernes sagsbehandling ved anbringelse af børn.
Senest behandlede Ankestyrelsen i 2025 3.870 klagesager vedrørende afgørelser efter barnets lov – og hele 55 procent blev omgjort. Det vil sige, at over halvdelen af de påklagede afgørelser var enten direkte forkerte eller havde så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig og skulle gøres om.
Det er ikke små afvigelser. Det er væsentlige strukturelle problemer. Dem kan socialrådgiveruddannelsen være med til at løse, hvis vi griber det anderledes an.
Vi rammer skævt, hvis ikke vi adskiller hensynene
Vi oplever, at det modsvar, der er kommet fra uddannelsesledelserne med flere, rammer ved siden af vores grundlæggende bekymring. For vores ærinde er ikke at modsætte os integrationen, men at insistere på, at integrationen af tværfaglighed i uddannelsen forudsætter et solidt fundament at stå på først.
Vi anerkender fuldt ud, at udfordringerne med at overholde tidsfrister, som de nævnte undersøgelser ser på, ikke siger alt om kvaliteten. Men de siger noget afgørende: Hvis ikke det, der er let at måle på, bliver overholdt, hvad sker der så med alt det, der er sværere at få øje på?
Hvad med kvaliteten af det socialfaglige skøn? Hvad med rådgivningen til familierne? Hvad med forståelsen af et sårbart individs rettigheder og muligheder? Det er her, vores bekymring for alvor vokser.
For hvis vi samtidig indretter en uddannelse, hvor det juridiske fundament ikke er tydeligt nok forankret – hverken i læringsmål, i tilgangen til undervisningen eller i de prøveformer, der skal skabe fundament for at vurdere de studerendes kompetencer – så risikerer vi at sende socialrådgivere ud, som skal navigere i et komplekst retligt landskab uden at have det nødvendige kompas.
Hvis ikke vi anerkender juraen som et bærende element i professionen og tilrettelægger uddannelsen efter det, så er der en reel risiko for, at de udfordringer, vi allerede ser i praksis, ikke mindskes, men tværtimod forstærkes.
Vores kritik er derfor ikke en kritik af intentionerne. Det er en opfordring til at tage fundamentet alvorligt. For først når fundamentet er på plads, giver integrationen for alvor mening. Og først der kan vi reelt sikre kvaliteten – af de studerendes faglighed og i sidste ende retssikkerheden.
Læs indlægget i Socialmonitor her:
Debatindlægget er bragt af
- Pernille Gry Petersen - Børnesagens Fællesråds generalsekretær og medlem af censorledelsen på socialrådgiveruddannelsen
- John Klausen - Medlem af censorledelsen på socialrådgiveruddannelsen
- Lis Montes de Oca - Medlem af censorledelsen på socialrådgiveruddannelsen
- Rie Buchardt - Medlem af censorledelsen på socialrådgiveruddannelsen
