Debatten om den kriminelle lavalder er igen blevet aktuel. Mens flere partier ønsker at sænke grænsen til 12 år efter svensk eksempel, mener andre, at Danmark bør gå i den modsatte retning. Jeg tilhører den sidste gruppe, og debatten bekymrer mig. For det er værd at huske én ting: Danmark har allerede prøvet at sænke den kriminelle lavalder. Det havde ingen præventiv effekt, hvilket vi kunne have forudset, hvis vi dengang havde ladet børnefaglige eksperters ord vægte højt.
Da Danmark i perioden 2010-2012 sænkede den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, var begrundelsen den samme, som vi hører i dag: Hårdere konsekvenser skulle afskrække børn fra at begå kriminalitet.
Efterfølgende forskning viste ikke blot, at sænkelsen af den kriminelle lavalder ikke havde nogen præventiv effekt. De unge, der mødte retssystemet som 14-årige, havde tværtimod større risiko for tilbagefald til kriminalitet end sammenlignelige unge, der tidligere fik hjælp gennem de sociale myndigheder.
Hvis målet er færre børn i kriminalitet – eller rettere social udsathed og mangel på tidlig forebyggelse, for det er jo reelt det, deres problemer er et udtryk for – er spørgsmålet derfor ikke, om vi skal straffe tidligere. Spørgsmålet er, hvad der faktisk virker, og hvordan vi sætter tidligere ind?
I Børnesagens Fællesråd mener vi, at debatten om den kriminelle lavalder risikerer at fokusere på symptomet frem for årsagen og gøre nogle børn og unge til syndebukke for, at vi ikke har sikret dem den rette støtte, før udviklingen for alvor skred i den skæve retning.
Når et barn på 12, 13 eller 14 år begår alvorlig kriminalitet, opstår det sjældent ud af ingenting. Det
er ofte kulminationen på en længere historie præget af mistrivsel, skoleproblemer, fattigdom, manglende fællesskaber eller generel utilstrækkelig støtte. Det skal naturligvis tages alvorligt, men hvis vi ikke interesserer os for, hvorfor barnet eller den unge er havnet dér, løser vi ikke problemet. Tværtimod.
Alt for ofte reagerer vi først, når problemerne er blevet så store, at barnet står foran en dommer eller allerede er blevet en del af et kriminelt miljø. Det var på den baggrund, Ungdomskriminalitetsreformen og Ungdomskriminalitetsnævnet blev til, og det er nu gødning til debatten om den kriminelle lavalder igen. Uden skygge af fagligt belæg og uden blik for, hvor meget vi risikerer at puste til ilden frem for at slukke den. Som om vi hellere vil straffe børnene for samfundets og systemernes utilstrækkelighed. Er det fair?
Hvorfor ikke gøre mere af det, der virker?
Den reelle forebyggelse skal starte langt tidligere. I familien. I dagtilbuddet. I skolen. I fritidslivet. I
mødet mellem barnet og de voksne, der har mulighed for at opdage mistrivslen, før den udvikler sig
til alvorlige problemer. Og ikke mindst mulighed for at handle.
Vi ved, at stabile voksne og stærke relationer kan ændre et barns livsbane. Vi ved, at dag-, skole- og
fritidstilbud af høj kvalitet mindsker risikoen for ungdomskriminalitet, forebygger udsathed og styrker børn og unges tilknytning til uddannelse og senere arbejdsmarked. Vi ved, at adgang til positive fællesskaber og meningsfulde aktiviteter er blandt de stærkeste beskyttelsesfaktorer mod udsathed og kriminalitet. Og vi ved, at sammenhæng i børns liv og mellem alle voksne omkring dem er en forudsætning for at lykkedes. Alligevel er det som om, vi lader kæden hoppe af igen og igen – og i stedet for at invitere dér, sender vi fokus og penge i retningen af mere straf.
Derfor er socialpolitik, børne- og uddannelsespolitik og kriminalprævention langt tættere forbundet, end debatten ofte giver indtryk af.
Debatten om den kriminelle lavalder handler i sidste ende om, hvilken vej vi vil gå som samfund. Vil vi fortsætte med at reagere, når problemerne har vokset sig store, eller vil vi investere i at forebygge dem, før de opstår?
I Børnesagens Fællesråd er vi ikke i tvivl. For kriminalitet forebygges ikke bedst i retssystemet. Den forebygges længe før.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
