Der er noget i den politiske tidsånd, som bekymrer mig dybt. Ikke kun som fagperson, men som menneske.

Det er som om, vi bevæger os tilbage til en forståelse af børn som nogen, der skal rettes til, kontrolleres og sættes på plads.

Senest har statsminister Mette Frederiksen talt om nultolerance over for vold og kriminalitet i folkeskolen, og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har slået på tromme for et opgør med alle PDO’erne – de ’Pisse Dårligt Opdragede’ børn og unge og deres uansvarlige forældre.

Lad mig understrege: Ja, der findes børn, som er dårligt opdragede. Ja, der er forældre med masser af ressourcer, der ikke løfter deres ansvar godt nok.

Og ja, der er elever, hvis adfærd er så voldsom, at de ikke kan eller skal rummes i fællesskabet. Det betvivler jeg ikke.

Men de udgør et fåtal – og det gavner hverken lærerne eller vores børn og unge, at vi lader fåtallets udfordringer definere løsningerne for vores pressede rammer i folkeskolen.

Og de gavner slet ikke de mange, som har det ekstra svært, og som derfor har et stort behov for, at vi hjælper dem.

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet

Udviklingen er desværre ikke ny, men har været undervejs i nogle år.

Først på kriminalitetsområdet med Ungdomskriminalitetsreformen, som blev vedtaget trods markant faldende ungdomskriminalitet, og for nyligt på anbringelsesområdet med udvidede beføjelser til brug af magtanvendelser trods protester fra fagpersoner og organisationer.

Jeg har som fagperson fulgt udviklingen tæt, siddet med på begge sider af bordet og hele i vejen igennem fået tiltagende ondt i maven, mens garnet om vores børn og unge er strammet til.

For det løser intet. Tværtimod.

Når børn reagerer med uro eller vrede, er det oftest et råb om hjælp.

Men i stigende grad bliver det tolket som provokation og dårlig opførsel, der skal sanktioneres og rettes til. Det ene tiltag efter det andet iværksættes med dét for øje og markedsføres som hjælp og tidlig indsats.

Men kontrol, afstraffelse og eksklusion rimer ikke på hjælp, uanset hvor mange gange vi siger det.

Vi ved fra forskellige undersøgelser, at det ikke virker, og vi ved, det kun opleves som straf. Alligevel er det som om, det er det eneste værktøj i værktøjskassen, vi kan finde ud af at bruge.

I så erfarings- og videnstungt et samfund som vores, virker det dog fattigt og yderst kortsigtet.

Lad os gøre det klogere i fremtiden

Vi risikerer at gentage fortidens fejl i folkeskolen, hvis vi lader iveren efter hurtige stramninger overskygge mulighederne for reelle løsninger.

Vores folkeskole er presset, ingen tvivl om det: Mistrivsel, lærerflugt, skolefravær, uro og udadreagerende adfærd fylder. Behovet for handling er tydeligt og presserende.

Men løsningerne må ikke blive kortsigtede. Øget magtanvendelse, udsmidninger og stempling af visse elever som ’de utilpassede’ er farlig brandslukning. Ikke forebyggelse.

Hvis vi vil forstå børn og unges adfærd, skal vi se på og forstå de rammer, de reagerer på: For få voksne, for store klasser, utilstrækkelig tid og kompetencer, fravær af stabilitet og pressede lærere og pædagoger.

Det er ikke eleverne, der er blevet dårligere. Det er rammerne, der er blevet strammere.

Alligevel spørger vi alt for ofte: ’Hvordan får vi dem til at lade være?’ i stedet for: ’Hvorfor reagerer de, og hvad skal vi ændre?’

Forestil dig at stå i en klasse med 28 elever med 28 forskellige liv, forudsætninger og behov.

Det kræver noget af en tusindkunstner at mestre – og det er fra start dømt til at mislykkedes. Særligt inden for de eksisterende rammerne. Lad os i stedet ændre på det. Ikke eleverne.

Løsningerne er ikke simple, ikke nemme og ikke hurtige. Det kræver strukturelle ændringer, og det kræver politisk vilje og investeringer som gør, at vi reelt kan lykkedes:

Mere fleksibilitet til lokal tilpasning, færre elever per klasse, flere voksne med stærke og bredde kompetencer, tid til nære relationer elever og lærere imellem – og rum til reel koordinering på tværs af fagpersoner, netværk og sektorer.

Det er vores ansvar – ikke børnenes

Jeg har ikke alle svarene, men jeg ved, at den nuværende vej ikke er farbar. Jeg vil derfor appellere til, at vi vælger en anden.

Hvis vi virkelig ønsker ro i klassen og bedre vilkår for læring og udvikling, får vi det ikke gennem eksklusion, hårdere sanktioner eller mere magt.

Vi får det gennem lærere og pædagoger med tid, overskud og rammer til at lykkes og gennem elever med ro og tillid til, at der er plads til dem.

Vi lykkedes først, når vi får skabt de rammer og en skole, hvor der er plads til at være et helt menneske – også når livet er svært.

Det er vores prioritering og ansvar at skabe det – ikke børnenes.