Vi står i Danmark med et voksende socialt efterslæb, som ikke løses med brandslukning. Forebyggelse burde være en af vores tids vigtigste investeringer – ikke som en blød ambition, men som en hård nødvendighed.

Når vi ser på den politiske retning, fylder klima, forsvar og økonomisk stabilitet med rette. Men der mangler et tilsvarende fokus på, at forebyggelse af sårbarhed blandt børn, unge og familier også er en af samfundets bærende søjler. Uden langsigtede investeringer i deres trivsel og livsmuligheder, smuldrer det fundament, som velfærdssamfundet bygger på.

Et samfund uden retning i det sociale forebyggelsesarbejde

Forebyggelse handler om at tage ansvar for fremtiden. Ikke kun for planeten, men for de mennesker, der skal leve i det samfund, vi skaber. Vi ved, hvordan social mistrivsel, sårbarhed og udsathed blandt børn, unge og familier udvikler sig – og vi ved, hvordan meget kunne være forebygget og undgået.

Alligevel glimrer den strategiske sociale forebyggelse ved sit fravær. Det handler ikke om mangel på viden, men om mangel på vilje til at handle, for faktum er, at vi alt for ofte reagerer for sent, for fragmenteret og for kortsigtet.

Skolevægring som symptom – ikke årsag

I de senere år er der bl.a. kommet øget politisk opmærksomhed på børn og unges mistrivsel og skolevægring. Senest i udkastet til finansloven for det kommende år. Det er godt og nødvendigt. Men skolevægring er – i båd med mange andre sociale emner – sjældent et isoleret problem. Det er oftest et symptom på flere små gløder og brande, som har fået lov at blusse op og samle sig til en stor brand, fordi den rette og tidlige støtte til at forebygge det ikke er iværksat – for familien, i skolen og i systemet omkring barnet eller den unge. Det er dermed et eksempel på, hvordan den politiske tilgang og kortsigtetheden ender med at spænde ben for de reelle løsninger.

Når vi sætter ind dér, hvor barnet allerede har trukket sig og er i svær sårbarhed og mistrivsel socialt, svarer det til at bygge diger, når vandet står højt i døren. Forebyggelse skal ske længe før: I relationerne, i fritidslivet og i mødet mellem daginstitutionerne, skolen og hjemmet.

Det handler ikke om projekter men om perspektiv

Vores medlemmer i Børnesagens Fællesråd holder hver dag et barn og en ung I hånden, som har brug for ekstra støtte. De har hver dag kontakt til de mange forældre, som er i vildrede og mangler støtte til at lykkedes som forældre. De mangler den politiske vision og det langsigtede blik for, hvordan vi vil arbejde for at sikre dem bedre forudsætninger og muligheder for at leve gode liv.

For de lever liv, som kunne have set markant anderledes ud, hvis nogen havde handlet tidligere. Hvis en lærer havde haft tid til en samtale. Hvis en forælder havde fået støtte i tide. Hvis civilsamfundet fik bedre muligheder for at bidrage i relevante sammenhænge med familierne og kommunerne. Hvis vi reelt breder paletten ud af tidlig forebyggelsesmuligheder, så vi i langt højere grad kan møde den enkelte på den bedst mulige måde.

Det er dér, den reelle forebyggelse lever. Ikke i projekter på tre år, men i stabile indsatser, hvor mennesker bliver hængende. I fritidsfællesskaber, mentorordninger, rådgivningstilbud og meget andet. Alligevel er det sjældent dén form for langsigtede investeringer, der får plads i de politiske prioriteringer. Hvorfor?

En velfærdsstat uden indre retning

Vi har et politisk system, der kan tænke strategisk om CO₂-reduktion, men som er fraværende i forebyggelsen af social erosion. Forebyggelse af udsathed burde være det sociale Danmarks svar på klimaaftalerne – en vision for en fælles national strategi, som handler om at styrke menneskers modstandskraft, før skaden sker.

Vi har i Børnesagens Fællesråd for nyligt fremlagt anbefalinger til kommunalvalget 2025, hvor vi peger på behovet for et helhedsblik. For tidligere og bedre kvalitet i forebyggelsen. For sammenhæng på tværs af forvaltninger og sektorer og aktører rundt om børnene, de unge og familierne, som har ekstra meget brug for den fælles støtte. Fordi vi mener, det er afgørende, at vi ser på dem som et fælles ansvar – ikke som en kortsigtet budgetpost.

Vi skal turde stille de svære spørgsmål

Hvad vil vi som samfund egentlig med vores børn og unge? Vil vi fortsat reagere, når mistrivslen og sårbarheden har slået alt for dybe rødder – eller tør vi tage de første signaler alvorligt?

Det er ikke sentimentalitet at tale om social forebyggelse. Det er samfundsøkonomisk og politisk ansvarlighed. Vi ved, at tidlige indsatser reducerer udgifter til en lang række omfattende indsatser som eksempelvis anbringelser, psykiatri og dyrere skoletilbud markant. En investering i tidligere forebyggelse er derfor en investering i velfærdens bæredygtighed – og i gode liv.

En national strategi for tidlig forebyggelse

Vi har brug for mere end enkeltstående og kortsigtede initiativer. Vi har brug for en national strategi for tidlig social forebyggelse. Vi har brug for en samlet, visionær plan, der forpligter regeringen, kommunerne og civilsamfundet på at tænke og handle mere forebyggende – og mere I fællesskab.

Vi drømmer om, at der på linje med den grønne trepart bliver etableret en børnenes trepartsaftale: En forpligtende aftale, hvor regeringen, kommunerne og civilsamfundet sammen definerer retningen for fremtidens tidlige sociale forebyggelse og handler på det. For børnene, de unge og familierne fortjener det.

Et fælles ansvar for fremtiden

Forebyggelse er ikke et luksusord. Det er et udtryk for, hvilken retning vi vil gå som samfund. Vi kan vælge at handle nu eller fortsætte med at reparere på det, der kunne have været undgået.

Når politikere præsenterer lovprogrammer og finanslove, sender de et signal om, hvad vi som samfund skal prioritere. Og lige nu sender vi et signal om, at børn og unge må vente. Men de venter allerede, og de har ventet længe.

Forebyggelse af social sårbarhed og udsathed er en af vores tids vigtigste investeringer. Det er investeringer, som ikke blot er i vores børn og ung men i hele samfundets sammenhængskraft. Det kræver mod, lederskab og langsigtet ansvar. Vi appellerer derfor til at gribe den politiske mulighed for de over 100.000 børn og unge, som har ekstra meget brug for det, og investere i, at de kan indfri deres potentialer og få gode liv.