Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven mv. (Ændring af reglerne om opholdstilladelse på baggrund af familiemæssig tilknytning mv.)
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til forslag om ændring af udlændingeloven, lov om Det Centrale Personregister og forskellige andre love (Afskæring af udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark, fra offentlige tilbud m.v.).
I dette høringssvar vil vi fremhæve de konsekvenser, lovforslaget kan få for børn og unge, når enten en af deres forældre påvirkes af de afskæringer, som lovændringerne vil medføre, eller de tilfælde hvor en ung under 18 år selv påvirkes.
Generelle bemærkninger
Lovforslaget har som erklæret formål at forhindre udlændinge uden lovligt ophold i at tage del i det danske samfund og modtage offentlige tilbud. Set fra et børne- og ungeperspektiv efterlader det dog væsentlige udfordringer. Børnene bevarer formelt visse rettigheder – eksempelvis retten til grundskolegang – men deres opvækstvilkår påvirkes markant, når forældrene afskæres fra uddannelse, sundhed, forsørgelsesgrundlag og deltagelse i samfundslivet.
Lovgivningen synes at bero på en forståelse af, at ulovligt ophold oftest fører til hurtig udrejse af landet. Men faktum er, at familierne med børn i flere tilfælde har længerevarende ophold i landet, når udsendelse ikke er muligt. Lovforslagets begrænsninger vil derfor føre til kraftigt forringede vilkår og muligheder for en sund og udviklende opvækst for børnene og de unge i både kortere og længere perioder – og i værste fald hele opvæksten.
En undersøgelse fra DIGNITY (Dansk Institut Mod Tortur) viser, at børn med forældre med flygtningebaggrund eller traumatiserede forældre har betydeligt højere sandsynlighed for at leve med risikofaktorer som langtidsfattigdom, forældres psykiske sygdom og ophobede belastninger. Derudover har Røde Kors dokumenteret, at børn, der bor på udrejsecentre, har dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser som andre nyankomne flygtningebørn. Mange udviser symptomer på PTSD, mareridt, søvnproblemer og stagnerende udvikling.
Med udgangspunkt i ovenstående finder vi, at de berørte børn og unge udgør en særlig sårbar gruppe med behov for stabilitet, omsorg og adgang til institutionel støtte. Med de foreslåede begrænsninger øges risikoen for, at børnene og de unge påvirkes yderligere negativt i deres trivsel og udvikling.
Konkrete bemærkninger
I det følgende oplistes konkrete emner, som går på tværs af de berørte bestemmelser, som giver anledning til bemærkninger.
Adgang til uddannelse
Lovforslaget afskærer unge uden lovligt ophold fra adgang til ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, FGU, AVU og voksenuddannelse. Institutioner pålægges at udskrive elever og kursister, hvis ulovligt ophold konstateres.
Selvom grundskolen formelt bevares, indebærer det en alvorlig begrænsning af unges muligheder for udvikling gennem uddannelse og fremtidig selvforsørgelse. For unge i familier med ulovligt ophold kan det skabe oplevelsen af at stå uden fremtidsperspektiv, hvilket risikerer at skade deres trivsel kraftigt.
Statens Uddannelsesstøtte (SU)
Lovforslaget medfører, at unge uden lovligt ophold mister retten til SU fra den måned, hvor opholdet bliver ulovligt. Det vil påvirke unge, som er vokset op i Danmark og reelt har deres liv her, og skabe grundlag for svær mistrivsel og social eksklusion.
Økonomi og forsørgelse
Forskning viser, at børn og unge i familier præget af fattigdom har højere risiko for dårlig trivsel, helbredsproblemer og social isolation.
Forældre uden lovligt ophold afskæres fra at modtage kontanthjælp, pension og andre forsørgelsesydelser. Det vil uundgåeligt skabe yderligere fattigdom og usikkerhed i familierne og forringe børnenes og de unges levevilkår og mulighed for udvikling.
Adgang til sundhedsydelser
Som nævnt indledningsvist, viser erfaringer fra udrejsecentre, at børns trivsel påvirkes markant af forældres helbredsmæssige og psykiske vanskeligheder.
Forældre uden lovligt ophold begrænses til alene at modtage akut og nødvendig behandling. Det må forventes at påvirke hele familien, da børn og unge risikerer at vokse op med forældre med markant forringet helbredstilstand.
Anbefalinger
Børnesagens Fællesråd vurderer, at lovforslaget i sin nuværende form ikke tilstrækkeligt adresserer og håndterer de alvorlige konsekvenser for børn og unge, som lovændringerne forventes at medføre. Vi anbefaler derfor:
- At børneperspektivet indarbejdes eksplicit i lovforslaget, så både direkte og indirekte konsekvenser vurderes og håndteres systematisk.
- At der etableres undtagelser eller sikkerhedsventiler for familier med børn og unge, så forringelserne og afgrænsningerne af forældrenes ophold ikke medfører yderligere udsathed for dem.
- At der sikres fortsat adgang til værdifulde og udviklende fællesskaber i form af fritidsaktiviteter, sociale fællesskaber og forebyggende indsatser, da disse er afgørende for børns og unges trivsel og udvikling.
Afslutningsvis vil vi understrege, at børn og unge ikke må bære konsekvensen af forældres opholdsstatus. Lovgivningen bør udformes, så børns og unges rettigheder og trivsel sikres uanset forældrenes opholdsgrundlag.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
