Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til ændringen af bekendtgørelsen om VISO vedr. oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske forhold, der skal anvendes i børnesager om børn og familier med grønlandsk baggrund.
At opnå vores vision og mission, kræver et stærkt pI vores høringssvar til lovforslaget om den nye enhed bakkede vi op om, at der gøres noget ift. de børnefamilier med grønlandsk baggrund, der oplever, at de udsættes for en urimelig behandling i en børnesag, hvor der har været brugt standardiserede psykologiske test og forældreevneundersøgelser. Vi støtter derfor, at disse sager skal forbi en særlig enhed under VISO med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur.
Vi støtter tilsvarende, at igangværende sager, hvor der er brugt standardiserede tests, gennemgås for at se, om det har ført til en misvisende vurdering.rofessionelt samarbejde mellem alle aktører tæt på børnene og de unge. Vigtigst af alt lytter vi i hos Børnesagens Fællesråd til børnene og inddrager deres erfaringer og tanker, så vores indsatser og politikker reelt bliver til for dem.
Vi påpegede i høringssvaret, at lovforslaget efterlod en del uklarheder, som må forventes at blive et problem, når kommunerne skal omsætte den nye ordning i deres praktiske hverdag. Vi havde håbet, at disse uklarheder under behandlingen af lovforslaget eller i bekendtgørelsen var blevet afklaret.
Det mener vi ikke er tilfældet.
Vi påpegede følgende:
- Det er svært at forstå, at lovforslagets principper ikke også bruges til andre grupper med en særlig kulturel og sproglig baggrund. Især etniske minoriteter, der er i en situation, der ligner den, de grønlandske familier og børn er i. Vi påpegede, at man bør udvide ordningen til at omfatte alle grupper, hvor man kan frygte, at en særlig kulturel og sproglig baggrund giver misvisende resultater, når der anvendes standardiserede psykologiske tests og undersøgelser af forældreevne. Det er desværre ikke sket.
- Vi mener, at afgrænsning af målgruppen er uklar. Hvornår har man ”en varig tilknytning til det grønlandske sprog, kultur og religion”, som det er formuleret i lovforslagets bemærkninger? Hvad betyder ’varig’? I § 171 b står der, at barnet eller forældrene skal være født eller opvokset i Grønland, men er en familie så omfattet, hvis den flytter til Danmark? Vi vurderer, at uklarheden om målgruppen kan medføre alvorlig usikkerhed hos de berørte familier og en forskellig tilgang i kommunernes praksis.
- Det er også uklart, hvordan den særlige enhed konkret skal arbejde. Hvordan skal den foretage udredningen af sagerne? Skal den møde borgerne direkte? Skal den anvende en anden form for test, der modsvarer de standardiserede tests, som nu ikke skal bruges? Og hvordan ser en sådan test ud? Vi er bekymrede for, at den særlige enhed efter bekendtgørelsen kan nøjes med at læse sagsakter og vurdere sagerne på baggrund af det. Det kan være meget utilstrækkeligt, men vi kan kun læse bekendtgørelsen sådan, at det er muligt.
- Vi er glade for, at bekendtgørelsen nævner, at der skal være ”personer med indgående viden om grønlandske sproglige og kulturelle forhold” i enheden. Og at der skal være ”personer, der har de nødvendige sprogkundskaber”. Men der fremgår intet om, at de pågældende specialister skal kunne tale og forstå grønlandsk og dermed være i stand til at kommunikere med familierne på en tilstrækkelig detaljeret måde. Tilsvarende fremgår der heller intet om, at kommunikationen med familierne skal varetages af specialister med de sproglige kompetencer. Det fremgår kun, at enheden ”i øvrigt skal bruge den nødvendige tolkebistand” – men hvad er ”nødvendig”? Vi anser det for ideelt, at familierne og børnene kan mødes af grønlandsktalende medarbejdere.
- Når den særlige enhed har udredt en sag og besluttet, hvad dens konklusion er, er det uklart, hvilken rolle og vægt den skal have videre i sagen. Hvad vil det sige, at enhedens konklusion ”skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse i sagen”? Og tilsvarende; hvilken rolle spiller det, hvis enheden konkluderer, at der er grund til at tage en verserende sag op igen? Er der blot tale om vejledninger til kommunen, som den kan bruge eller lade være? Hvad sker der, hvis der er kommuner, der slet ikke følger enhedens konklusioner? Vi er bekymrede for, at uklarheden kan underminere selve ideen med lovændringen.
- Generelt står der ikke noget om, hvornår borgerne kan klage. Kan de klage over en kommunes beslutning om, at familien eller børnene er omfattet af loven – eller ikke er det? Det er vigtigt at kunne klage, når man tager den uklare målgruppeafgrænsning i betragtning. Kan man klage over den særlige enheds konklusion? Og måske vigtigst: kan forældrene eller børnene klage over kommunens brug eller ikke-brug af enhedens konklusioner? Bekendtgørelsen efterlader således vigtige retssikkerhedsmæssige spørgsmål uafklaret.
Børnesagens Fællesråd vil endnu en gang opfordre til, at de nævnte uklarheder bliver afklaret og tydeliggjort, så der sikres grundlag for, at loven reelt kan opnå den ønskede effekt.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
