Høringssvar til vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier i Barnets lov.
Vi har både generelle bemærkninger til vejledningen og konkrete bemærkninger og forslag til de enkelte punkter i den, som præsenteres herunder.
Indledningsvis vil vi påpege, at vi finder det uheldigt, at udkastet til vejledningerne først foreligger nu, og dermed først vil være klar med handleanvisninger til kommunerne flere måneder efter, at Barnets lov er trådt i kraft. Loven indeholder markante ændringer sammenholdt med Serviceloven, så vejledningens anvisninger spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre et grundlag for, at kommunerne kan implementere en praksis i overensstemmelse med lovens intentioner. Derfor er forsinkelsen problematisk.
Generel bemærkning til vejledningen
Vi oplever, at der i vejledningen er tendens til, at forældre til børn med funktionsnedsættelser behandles anderledes end forældre til børn med sociale problemer, som får hjælp efter de øvrige bestemmelser af barnets lov.
Det ses fx i punkt 42, hvor inddragelsen af forældrene understreges, og hvor det nævnes, at det ”meget tidligt i udredningsprocessen er en god idé at afstemme forventningerne til det kommende samarbejde og at drøfte forældrenes og barnets ønsker til inddragelse og involvering.” En tilsvarende formulering ses i punkt 52 om udredning, hvor det også fremhæves, at ”Kommunalbestyrelsen skal inddrage forældrene i udredningsprocessen, således at de får mulighed for at være aktive deltagere i processen.” I punkt 43 om særlige dagtilbud nævnes det, at det er ”vigtigt med et meget tæt forældresamarbejde omkring behandlingsforløbet, hvor forældrene inddrages i tilrettelæggelsen af behandlingen”, ligesom det nævnes, at der bør ”sikres mulighed for en tæt og løbende gensidig orientering og samarbejde forældre og dagtilbud imellem om det enkelte barns udvikling og trivsel samt om behandlingsindsatsen.”
Børnesagens Fællesråd kan fuldt ud støtte disse formuleringer og den holdning til forældrene og samarbejdet, de er udtryk for. Formuleringerne er gode og relevante. Formuleringerne i indeværende vejledning står dog i kontrast til de øvrige vejledninger. Vi mener derfor, at tilgangen i denne vejledning bør være udgangspunktet for samarbejdet med og inddragelsen af alle forældre, uanset om årsagen for kontakten er sociale problemer eller funktionsnedsættelse.
Det giver anledning til undren, at der laves denne form for umiddelbar opdeling og forskelsbehandling i tilgangen til og perspektivet på samarbejde og inddragelse. Idet denne vejledning først er sendt i høring efter høringsfristen på flere af de øvrige delvejledninger, er denne krydshenvisning ikke foretaget i vores øvrige høringssvar. Vi vil derfor her benytte lejligheden til at understrege vigtigheden af at ensarte tilgang til børnene og forældrene på tværs af områderne i Barnets lov og dermed på tværs af de seks delvejledninger – og at gøre det med afsæt i tilgangen anlagt i indeværende vejledning.
Konkrete bemærkninger til vejledningens punkter
Ad punkt 23 mv. om undersøgelse
Det nævnes i punkt 23 i omtalen af § 81, stk. 1 om rådgivning mv., at kommunen også ”skal undersøge barnets eller den unges problemer” som ”et supplement” til den udredning, der skal ske efter kapitel 3 i Barnets lov, men det uddybes ikke, hvori dette supplement skal bestå. Det er for os at se et problem. Kapitel 3 indeholder et helt nyt system for udredning af sagerne med screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse, og det burde tydeliggøres, hvordan dette system spiller sammen med den ”supplerende” undersøgelse efter § 81.
Samme uklarhed ses i punkt 40, hvor det nævnes, at der i forbindelse med visitation til særlige dagtilbud skal sikres ”en grundig, forsvarlig vurdering af det enkelte barns behov for hjælp, støtte og behandling”. Men heller ikke her nævnes det, hvordan det hænger sammen med det nye system med screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse. Eksempelvis kan der opstå tvivl om, hvorvidt en undersøgelse til et særligt dagtilbud passer ind i dette system, eller hvorvidt det udgør noget selvstændigt – og i så fald med hvilket indhold? Uklarheden bliver understreget i punkt 50, hvor det slås fast, at visitation til et særligt klubtilbud ikke forudsætter en børnefaglig undersøgelse – mens det i punkt 51 nævnes, at det dog forudsætter ”en undersøgelse”.
Disse uklarheder efterlader et spørgsmål om, hvorvidt sager om børn med funktionsnedsættelser er omfattet af samme system for udredning, som sager om børn med sociale problemer? Eller om de skal udredes med en selvstændig form for undersøgelser, der dog kun benævnes yderst kortfattet i vejledningen. Uklarheden underbygger dermed bekymringen for en forskellig vurdering af henholdsvis sager om børn med sociale problemer og børn med funktionsnedsættelser, som nævnt ovenfor.
Ad punkt 28
Vi undres over, at familievejlederordningen i vejledningen er afgrænset til kun at omfatte den ”indledende fase”. Det fremgår ikke af lovens tekst og ej heller af bekendtgørelsen om familievejlederordningen, hvor det blot omtales, at vejledningen skal påbegyndes inden tre måneder. Hjemlen til – og begrundelsen for – denne afgrænsning synes derfor uforklarlig.
Ad punkt 50
Det fremgår af punkt 50, at ”målgruppen af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ofte sammensatte behov, der kræver en indsats fra flere forskellige fagpersoner.” Dette udgør i vores optik en vigtig anerkendelse. At tilrettelægge indsatser, som imødekommer dette, kræver vejledning i, hvordan kommunerne sikrer sammenhæng i indsatserne. Denne vejledning ydes dog ikke, idet der alene fremgår, at ”Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre en grundig, forsvarlig vurdering”, og senere at ”Sundhedsvæsnet vil i mange tilfælde være en relevant samarbejdspartner i forbindelse med oplysningen af de enkelte sager”.
Vi anser dette som en væsentlig mangel, da en praksisændring og kvalitetsforbedring på dette område kræver præcise handlingsanvisningerne, og appellerer derfor til at foretage justeringer i overensstemmelse hermed.
Ad punkt 204 og 208
Formuleringen i § 89, stk. 3 om, at en meget nærtstående til barnet ikke må udpeges som ledsager, giver anledning til en række spørgsmål. Fx om hvad det er for en begrænsning, hvem den omfatter, og hvad den skal sikre? Dette giver vejledningens punkt 204 desværre ikke svar på.
Sammenholdes denne tvivl med formuleringen i punkt 208 om, at de unge selv har ret til at udpege sin ledsager, giver det anledning til yderligere tvivl, da det fremstår modsætningsfyldt. For hvem er det i så fald, de unge selv kan og ikke kan udpege? Dette bør derfor præciseres.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
